Nok opfandt VW betegnelsen GTI og slog det fast som begreb, men deres bil kom mindst 15 år efter Alfa Romeos. Da Giulia’en blev præsenteret som afløser for den populære Giulietta i 1962 var den for sin tid en bilteknisk lækkerbidsken. Den er indbegrebet af alt det vi i de sidste 30 år har forstået ved en GTI bil. En kompakt familiebil med ekstra kraftig motor, effektive bremser og ikke mindst fremragende køregenskaber. Alt sammen pakket ind i et diskret ydre, som man skal kende for at vide, at her er en bil, der kan give ejere af rendyrkede sportsvogne sved på panden.
De tidlige modeller ydede 92 HK, men ydelsen af 1600 motoren steg støt gennem modelperioden til 112 HK. (82 HK i 1300 version som her). I forhold til datidens biler i klassen, var Giulia’en en sportsvogn i familiedress – sammenlign bare med en Ford Anglia, Opel Kadett eller VW 1300. Udover, at den var teknisk raffineret, havde Alfa for første gang på en seriemodel gjort brug af en vindtunnel i udviklingen af karosseriet. Umiddelbart skulle man ikke tro, at det kantede karosseri var særligt vindglat, men faktisk har bilen en cw koefficient på bare 0,32 – det samme som en Porsche 911 eller den meget slikkede og 25 år nyere Audi 80. Ikke mange biler i de tidlige 60’ere var blot i nærheden af det niveau og det kunne ses på topfarten – 180 km/t var, for 45 år siden, endog meget hurtigt for en familiebil med relativt beskeden motorstørrelse.
Dette eksemplar er netop hjemkommet fra Italien og fremstår rigtig fin og korrekt i sin ”Beige Cava” lakering, der sammen med de tidstypiske og ganske sjældne smedede Borrani fælge virkelig klæder bilen. Giuliaen kører virkelig godt og faktisk ganske kvikt, og man kan ikke undgå at blive i godt humør i dens nærvær.
